Når natten kommer, så tillader vi os at give slip og opløser dele af os til mørket og stilheden.
Vi giver slip på ambitioner og mål. Vi tillader os selv at tage imod den gave som nattens ro og mørke bringer.
Åndedrættet bliver dybt, tungt og roligt. Kroppens afspændes og vores bevidsthed hviler.
Som vi vågner om morgenen og ryster søvnen af os vender vi tilbage til det tænkende sind. Vi iklæder os ikke kun vores tøj, men også alt det vi efterlader os ved sengekanten, da vi gav slip og hengav os til søvnen.
Måske kigger du ud af vinduet og drømmer dig lidt væk ~ ubevidst omkring det faktum, at du selv skaber mange af de omstændigheder du ønsker dig væk fra.
Som morgenen passerer forsvinder den blødhed og uskyld, som søvnen skænkede os. Vi mærker tyngden fra krav, forventninger, burde og skulle – og måske allermest “hvad nu hvis….”
Vi ser ikke, at vi går rundt i en boble skabt af vores ønske om – vores behov for kontrol.
Vi ønsker sådan at være på forkant med det hele, så vi bærer alle vores bekymringer, alt vores frygt knuget ind til os, som om vi ville kunne kontrollere dem eller forhindre dem i at ske.
Det lykkes os ikke at se, at dette på mange punkter skaber lige præcis det liv vi er bekymret og frygter at få.
Der er ingen mennesker, der er fuldstændig i kontrol og det har nok aldrig hjulpet nogle at tage sorgerne på forskud, så øv dig i at forblive i blødheden. Lad hver morgenstund være en frisk start – kram øjeblikket ind til dig – glæden og taknemmeligheden i stedet for dine bekymringer. Vær bevidst om at kæmpe for dine drømme og ikke imod din frygt.
