Mon ikke vi alle sammen kender til gerne at ville være perfekte – eller ønsket om at gøre noget perfekt? Eller have den perfekte aften eller oplevelse?
For nyligt så jeg i Go’Morgen Danmark en plastikkirurg som fortalte, at unge piger i 20’erne kom ind hos hende, fordi de gerne vil forskønnes, så de ikke behøvede at bruge så mange filtre på deres billeder på sociale medier.
Puha, det gjorde mig helt trist og tung om hjertet. Vi lever i en skønhedskultur, hvor vi skal leve op til eller stræbe efter et skønhedsideal, som er urealistisk og kunstigt.
Jeg er sikker på at mange at mine elever, ligesom jeg mener at skønhed er langt mere end hvad der møder øjet. Alligevel møder jeg igen og igen både mænd og kvinder, som mener at det er feminint at “gøre noget ud af sig selv”.
Jeg synes selvkærlighed er smukt. Jeg synes at mennesker der udviser nærvær er smukke. Jeg synes ægthed er smukt. Jeg synes mennesker der er i kontakt med sig selv er smukke.
Jeg er bekymret over vores trang til overfladisk skønhed og vores trang til perfektion – også selv om jeg selv bliver påvirket af det og må tage mig selv i til tider at slappe lidt af.
Som selvstændig stræber jeg efter, at alt jeg udbyder er “perfekt” og med perfekt mener jeg her, at så mange små øjeblikke bliver så fantastiske, så det tilsammen føles som en perfekt oplevelse, uden at er et krav som må overholdes.
For mig kan perfekt også være at få det bedste ud af det der er – vent lad mig omformulere det. Det behøver ikke at være perfekt, men lad os få det bedste ud af det der er.
Der er i virkeligheden ikke noget der behøver at være perfekt. Med det sagt, så er det ikke perfekt jo ikke en dårlig ting, men det behøver ikke at være målet med alt – dit udseende, din præstation, dine oplevelser.
Perfekt er ikke altid perfekt.
Jeg vil gerne dele en historie med dig som udspillede sig hjemme hos mig forleden morgen.
Min yngste datter på 10 år har haft et tema om fugle i skolen og hun spurgte mig, hvilken dansk fugl jeg synes var den mest kedelige? Det blev jeg egentlig lidt overrasket over, for jeg har aldrig tænkt på en fugl som kedelig. Min datter svarede, at hun synes det var stær, der var den mest kedelige. Det var jeg i første omgang ret uforstående overfor og jeg udbryder: “Jamen, den er da så smuk.” Hertil svarer min datter: “Ja og den synger så smukt. den er nærmest perfekt – synes du ikke det er lidt kedeligt?”
Jeg har ikke ord til at beskrive, hvad den sætning betød for mig eller gjorde ved mig. Tænk sig, at være så vis som 10 årige? Jeg blev så fyldt med stolthed, kærlighed og respekt.
Jeg håber du ligesom mig vil lade dig inspirere af de vise ord. Lad os ikke være perfekte – lad os være spændende og fantastiske
